Induktionsopvarmning udnytter den inducerede strøm (hvirvelstrømstab), der genereres i en leder under påvirkning af et højfrekvent magnetfelt, sammen med effekten af magnetfeltet i lederen (hysteresetab), til at opvarme selve lederen.
Når en metallisk leder placeres i et-højfrekvent vekslende elektrisk felt, vil der ifølge Faradays lov om elektromagnetisk induktion blive genereret en induceret elektromotorisk kraft inde i lederen. På grund af lederens meget lave modstand genereres en kraftig induceret strøm. Ifølge Joules lov vil det vekslende magnetfelt få strømmen i lederen til at flyde mod lederens overflade, hvilket forårsager hudeffekten. Vekselstrømmens tæthed er direkte proportional med frekvensen; jo højere frekvensen er, jo mere koncentreret er den inducerede strømtæthed på lederens overflade, dvs. jo mere alvorlig er hudeffekten. Dette reducerer det effektive ledende areal, øger modstanden og får dermed lederen til at varme op hurtigt.
Når strøm løber gennem en leder, genereres der samtidig et magnetfelt omkring den. Den høje-strøm flyder ind i en induktorspole, der er viklet ind i en sløjfe eller andre former (normalt lavet af kobberrør). Dette genererer en stærk magnetisk flux med øjeblikkelige polaritetsændringer i spolen. Når metallet, der skal opvarmes, placeres inde i induktionsspolen, trænger den magnetiske flux igennem hele det opvarmede materiale og genererer store hvirvelstrømme i modsat retning af varmestrømmen i det opvarmede materiale. På grund af modstanden fra det opvarmede metalmateriale genereres Joule-opvarmning, hvilket får selve metalmaterialets temperatur til at stige hurtigt, og dermed fuldende opvarmningen af metalemnet.